Frokostordning

Forældrene i Ønskeøen har valgt en 100% forældre finansieret frokostordning, som koster ca. 500 kr. om måneden. Det er en del af det at gå i Ønskeøen at være med i frokostordningen. Og Charlotte er ansat til at sørge for, at frokosten har den rette sammensætning og er veltillavet, hvilket hun er rigtig dygtig til. Hun laver menuplaner for 4 uger ad gangen, som lægges på NemBørn og hænges op på opslagstavlen, så forældre og børn kan følge med i, hvad der serveres.

Ordningen består dels af frugt og brød om formiddagen, og dels af frokost.

Her serveres et frokostmåltid bestående af en lun ret, rugbrød med pålæg og grønt. Den lune ret kan f.ex. være suppe, tærte, en kødret eller fiskeret.

Der serveres altid fisk enten som varm ret eller som pålæg. Herudover kan der f.ex. være leverpostej, pølse, frikadelle eller anden form for pålæg.

Der er altid masser af grønt som f.ex. gulerødder, agurk, peberfrugt eller lignende.

Der vil altid være noget, som selv kræsne børn kan lide. Børnene opfordres til at smage, men vi tvinger ikke børnene til at spise. Vi oplever børn, der glæder sig til frokosten, og som er nysgerrige på, hvad Charlotte har lavet til os i dag.

Vores måltid foregår stille og roligt i små grupper med faste voksne, og børnene har faste pladser.

Vi lægger vægt på selvhjulpenhed, hvor børnene selv øser op og lærer at smøre deres mad.